
Tag med os tilbage gennem Fristads’ lange og stolte historie. De ting, vi har oplevet i tidens løb, har gjort os til den virksomhed, vi er i dag – og ændret arbejdstilfredsheden for mennesker verden over.
Vores grundlægger og inkarnerede entreprenør, John Magnuson, startede sin produktion af arbejdstøj på en nedlagt fabrik i den svenske landsby Fristad i 1925. På det tidspunkt kunne man ikke få decideret arbejdstøj i Sverige, men industrialiseringen var på sit højeste, og Magnuson øjnede et nichemarked: kvalitetsarbejdstøj til de mennesker, der var i færd med at bygge fremtidens Sverige. Men da Magnusons forsøg på at importere arbejdstøj fra USA strandede, besluttede han sig for selv at fremstille det. Men for at kunne producere slidstærkt arbejdstøj skulle han bruge et holdbart materiale, som kunne matche denimstoffet – det mest populære stof i USA, som endnu ikke fandtes i Sverige. Endnu en gang tog Magnuson initiativet og fik en producent fra Malmø til at fremstille stoffet i et særligt langfibret bomuld.
Årene 1927-28 var hårde tider for Magnuson, som måtte kæmpe for at overleve med sin virksomhed uden at få løn. En dag fandt han ud af, at havnearbejderne i Stockholm havde hårdt brug for ordentligt arbejdstøj. Han fandt en leverandør i hovedstaden, og snart efter tog salget af hans produkter fart. I 1929 begyndte Magnusons virksomhed som den første i Sverige at fremstille jeans, og derefter fulgte en hel kollektion af arbejdsbukser, overalls, trøjer og kitler i 34 forskellige størrelser – og landets havnearbejdere, murere, tømrere, malere og andre håndværkere tog den til sig.
Magnuson designede arbejdstøjet internt og ansatte dygtige syersker fra de omkringliggende gårde, og snart havde han fremstillet tusindvis af beklædningsgenstande og solgt dem i størstedelen af Sverige. Med tiden oversteg efterspørgslen udbuddet: En ny fabrik blev opkøbt, datterselskaber i andre byer blev grundlagt, og Fristads fik sit eget væveri. Den industrielle revolution var i rivende udvikling – ligesom Fristads’ nyskabende design. Årtierne kom og gik, og Fristads kollektionen fulgte med tiden. I slutningen af det 20. århundrede var Fristads ikke kun Sveriges største producent af arbejdstøj, men også et førende europæisk arbejdstøjsbrand.
Næste generation
Fristads bygger på en tradition for at fremstille beskyttende, slidstærkt og stilfuldt arbejdstøj, der bygger på markedets tendenser og stærk differentiering. I dag er Fristads et etableret europæisk brand, som består af mere end 1.000 forskellige farvemodeller, som alle overholder Magnusons oprindelige høje kvalitetsstandarder. Den ånd, som John Magnuson grundlagde Fristads med, lever i bedste velgående i vores designere, der fortsætter traditionen med at skabe smart kvalitetstøj, som nye generationer elsker at bruge i fritiden såvel som på arbejdet.
